Erstatning af tænder

Der kan være mange forskellige årsager til, at du skal have erstattet en eller flere mistede tænder. Du kan have mistet en tand på forskellig vis, eller vi kan være nødsaget til at fjerne en dårlig tand, der ikke kan reddes.

Vi anbefaler altid, at man erstatter en mistet tand for at undgå problemer på sigt. Hvis man ikke får erstattet den manglende tand, ser man i nogle tilfælde, at de modstående tænder vokser sig længere, eller at nabotænderne til det tandløse område bevæger sig ind mod området.

Find din Curaeos klinik her

Hvordan erstatter man en mistet tand?

Et implantat, en bro eller en protese? Der er flere forskellige muligheder, hvis du vil erstatte en mistet tand. Det kan være en stor beslutning at vælge den rigtige løsning, og vi vil altid gøre vores bedste for at vejlede dig, så du kan få netop den løsning, der passer bedst til dig. Hos Curaeos har vi stor erfaring med at erstatte mistede tænder, og vi kan rådgive dig om løsningerne.

Hvad er et implantat?

Et implantat er en lille metalskrue, der indsættes i kæbeknoglen for at erstatte en manglende tandrod og fungere som fundament for en ny krone. Implantatet fungerer altså som en kunstig rod, der skrues ned i kæbeknoglen og kan ikke ses i munden, da selve implantatet sidder under tandkødet.

Implantatet er fremstillet af titanium, som er et metal, kroppen viser god biokompatibilitet overfor. Det betyder, at kroppen ikke afstøder det, men derimod integrerer det i kæbens knogle.

Et implantat består af tre dele. Selve implantatet kan sammenlignes med en rawlplug og sidder fast i kæbeknoglen. Anden del er abutmentet, der forbinder implantatet med tandkronen. Tredje del er tandkronen, der fastsættes på fundamentet.

Implantater kan også bruges til at fæstne en aftagelig protese ved hjælp af et låsesystem.

Læs mere om implantat her.

Hvad er en bro?

En tandbro kan bruges til at erstatte en eller flere mistede tænder. En bro i for eksempel tre led består af tre sammenhængende kroner, hvor de to yderste cementeres ned over nabotænderne på hver side af den mistede tand og fungerer som bropiller. I midten sidder den nye svævende tand, som erstatter den mistede tand.

Broen laves, så den ligner dine naturlige tænder, og da broen sættes fast på dine naturlige tandsubstanser, vil du hurtigt vænne dig til den.

En bro vil typisk være i ren metal, ren keramik eller en kombination.

Læs mere om broer her.

Hvad er en protese?

Der findes flere forskellige typer af proteser, men de mest udbredte er helproteser, som består af akryl med protesetænder, lavet af akryl eller porcelæn.

Hvis du skal have en delprotese, holdes protesen på plads af bøjler på dine nabotænder. Hvis du skal have en helprotese, sidder den fast ved hjælp af undertryk. Protesen er udformet, så den passer til dine gummer og kan dermed blive siddende i munden ved hjælp af tryk. I nogle tilfælde vil vi anbefale en implantatunderstøttet helprotese for at få protesen til at sidde bedre fast. Ved hjælp af implantater kan protesen fæstnes ved hjælp af en låsefunktion og dermed sidde bedre fast. Det kaldes også en tryklåsprotese.

Uanset, om du skal have en delprotese eller en helprotese, vil protesen blive fremstillet specielt til din mund. Det er vigtigt, at protesen passer helt nøjagtigt, så den fungerer optimalt og ikke er til gene for dig. Og uanset, om du skal have en del- eller en helprotese, kommer din nye protese til at se naturlig ud og ligne dit naturlige tandkød og dine naturlige tænder.

Læs mere om protese her.

Find din Curaeos klinik her

BEHANDLINGER